Gentofte Concert Band er et velspillende amatørorkester med ca. 40 musikere på forskellige blæseinstrumenter, mesing- såvel som træ-, og slagtøj. Orkestermedlemmerne er i alderen fra 20 år – 80 år.
Vi elsker at spille musik sammen og spiller et bredt repertoire af både klassisk musik, populær musik og filmmusik.
Orkestrets dygtige dirigent er Henrik Næser Christiansen med en omfattende og alsidig musikalsk baggrund.
Orkesterprøver er hver mandag aften kl. 19.30 – 22.00 i Teatersalen, Byens Hus, Hellerupvej 24, 2900 Hellerup.
Historien kort fortalt
Orkestret blev stiftet den 11. september 1951 som et medarbejderorkester i det daværende Nesa A/S (Nordsjællands Elektricitets- og Sporvejs Aktieselskab). Medlemmerne af orkestret var udelukkende ansatte i Nesa A/S.
Efter mere end 57 år blev samarbejdet med energisektoren opløst. I en periode fra januar 2008 til januar 2010 blev orkestret sponseret af “Allé Foreningen i Jægersborg” og spillede under navnet ”Jægersborg Allé Concert Band”.
Fra 2010 hedder orkestret Gentofte Concert Band, der gennem hele orkestrets levetid har haft en tæt tilknytning til Gentofte Kommune som ”husorkester”. Orkestret spiller således jævnlige koncerter på Gentofte Rådhus, til byens arrangementer og Skt.Hans.
Gennem hele orkestrets aktive periode har det været placeret på niveau blandt de bedste danske amatørorkestre. Orkestret har deltaget i mange konkurrencer og givet koncerter i mange lande, blandt andet USA, Italien, Belgien, Estland, Letland, Ungarn, Tyskland, Norge m.fl. Orkestret har endvidere indspillet adskillige grammofonplader og CD’er.